onsdag den 30. januar 2013

The People's Supermarket

For the people, by the people

image

For et par år siden viste DR2 dokumentarserien "Arthur og folkets supermarked". Serien viste hvordan den engagerede kok og restauratør Arthur Potts Dawson kæmpede for, at skabe et supermarked til folket, der kunne forkorte afstanden mellem lokalsamfundet i London og den lokale fødevareproducent og samtidig gøre op med de større britiske supermarkeders enorme madspild og regler om, at en agurk kun kan sælges, hvis den er lige.

image












Supermarkedet er inspireret af lignende bevægelser i USA og fra den gamle andelsbevægelse. Supermarkedet er ejet af kunderne, hvoraf de fleste bor i nærområdet.

Supermarkedet ligger i et kvarter i London, hvor pengene er små. Derfor skal der købes fornuftigt ind. Hver andelshaver giver 25 pund om året. Derudover arbejder de ulønnet 4 timer om måneden i supermarkedet. Til gengæld modtager medlemmerne en rabat på deres indkøb i butikken.

Sidste måned var jeg selv forbi supermarkedet, der emmer af positivisme og engagement og troen på, at det er muligt at gøre en forskel! 

image

Borough Market

image

Sidste weekend var jeg på jule-tur i London. Dagene gik med masser af lækre mad-oplevelser bl.a. madmarkedet Borough Market ved London Bridge. - Det er bestemt et besøg værd, hvis du kommer et smut til London. 

ADRESSE
8 Southwark Street
London
SE1 1TL

HJEMMESIDE
http://www.boroughmarket.org.uk

Få styr på holdbarheden

Med app’en "Holdbarhed" bliver det lettere at opbevare madvarerne rigtigt, så de holder sig friske og ender på middagsbordet frem for i skraldespanden. 

App’en består af over 600 madvarer med information om, hvor længe din vare kan holde sig, og hvordan du opbevarer den bedst. 

Du kan også vælge at få tips i ny og næ, til hvordan du får brugt dine rester i køleskabet og opbevarer dine madvarer. 

Der er opskrifter tilknyttet hver madvare, så du altid har inspiration til at få brugt alt det, du har i køleskabet.

                               image

App´en kan downloades gratis til din iPhone.
                                  

Østerssafari i vadehavet


image

I lørdags var jeg på østerssafari ved Vadehavet. Vi havde tilmeldt os en guidet tur gennem Vadehavscentret, der ligger i nærheden af Ribe. 
Turen varede fra kl. 7.30.-14.00. og startede med en kort introduktion til de danske stillehavsøsters samt praktisk information om dagens safari. 

De delikate Stillehavsøsters plukkes direkte fra bankerne i havet ud for Ribe, Rømø og Fanø. Delikatessen findes i massevis, og man må samle alle de østers, man har lyst til.

Fra Vadehavscenteret vandrede vi ud til de store østersbanker, hvor man næsten føler, at man er ved verdens ende. Naturen er enestående, og vi er ude, hvor tidevandet bestemmer. Fuglene, vinden, vandet og det enestående landskab skaber en fantastisk stemning. På bankerne kommer østersene til syne ved lavvande, hvor de kan håndplukkes direkte fra bankerne på havbunden.

Turen kræver en god fysik. Vi gik ca. 6 km på havbund og i vand, hvoraf cirka en kilometer foregik i vand der gik mig til livet.

Vi slæbte rigtig mange kilo østers med hjem og tilberedte om aftenen en lækker middag med både rå og gratinerede østers.

image

Værsgo´ - Ta´ et æble

image

Forleden så jeg denne fine kurv med gratis æbler ude foran en butik på Østerbrogade. - Sikke et fint initiativ!!

Æbletærte med kanel

Mit køkkenbord bugner stadig med æbler og jeg har derfor bagt endnu en æbletærte. - Den smager skønt og så er den nem og hurtig at lave. 

Food & Culture har netop udgivet en artikel, der fokuserer på æblespild i de danske haver. I følge Landbrug og Fødevarer ligger der hvert år fem millioner kilo æbler og rådner op eller bliver spist af dyr i de private haver. Det sker, selv om de ligeså godt kunne indgå i madlavningen!

image

INGREDIENSER

Dej
150 g hvedemel
100 g smør
100 g sukker
2 spsk vaniljesukker

Æblefyld
4 æbler
50 g mandler
2 tsk kanel
1 spsk sukker

FREMGANGSMÅDE

Start med at skære æblerne i tern, og hæld dem i en smurt tærteform. Æblerne skal dække bunden.
Hak mandlerne og bland dem med æblestykkerne. Drys derefter kanel og lidt sukker over æblerne og rør rundt, så det bliver fordelt.

Bland alle ingredienserne til dejen sammen og ælt den fast med hænderne. Først kan det virke som om, at der mangler væske, men bare bliv ved med at ælte.

Når du har æltet dejen færdig, skal du smuldre dejen i små stykker og fordele den over æblerne. Sørg for, at dejen dækker æblerne nogenlunde.

Bag tærten i ovnen ved 180 grader i cirka 30-35 minutter.

Servér tærten lun el. kold med creme fraiche el. flødeskum.

/ Velbekomme

Hjemmelavet æblechutney

image

Efterår er lig med gode saftige æbler i haven, som desværre alt for ofte ender med at blive til haveaffald, fordi vi ikke lige ved, hvad vi skal gøre med dem. Brug f.eks. dine lækre efterårsæbler i en chutney. - min mor har lavet denne dejlige æblechutney som du kan finde opskriften på lige her:

INGREDIENSER

2 dl eddike
1 kg syrlige nedfaldsæbler
1 stort løg
450 g sukker
3 dl rosiner
1 tsk salt
1 spsk karry
1 spsk sennep
2 tsk stødt ingefær
3 fed presset hvidløg

FREMGANGSMÅDE

Skræl æblerne, fjern kernehusene og skær æblerne i både. Pil derefter løget og hak det.

Bland alle ingredienser og lad det småkoge i en time. Rør i det hyppigt, så det ikke brænder på.

Skold et passende sylteglas med lidt Atamon, og kom chutneyen på glasset. Den har godt af at stå en uges tid, så smagen får lov til at udvikle sig.

/ Velbekomme

Pluk pluk pluk

image

En stor del af mit køkkenbord er i disse dage stadig fyldt med lækre efterårsæbler fra mine forældres have. Jeg bagte derfor en æblekage med marzipan og mandler i går aftes og servede den med cremefraiche blandet med vaniljesukker.

I følge organisationen Landbrug & Fødevarer produceres der i omegnen af 10-15 millioner kilo pærer og æbler i danske private haver hvert år og kun halvdelen bliver spist af mennesker. - Derfor denne opfordring til at bruge løs af Jeres æbler!

INGREDIENSER
2 æg
600 g æbler
100 g rørsukker
100 g smør
100 g groftrevet marcipan
2 tsk. bagepulver
150 g mel
Saft og revet skal af 1 økologisk appelsin
Mandelflager

TILBEREDNING
Skræl æblerne og skær dem i smalle både.
Rør smør og sukker godt sammen. Tilsæt marcipan og æg. Bland det godt og kom mel og bagepulver i dejen.
Vend æblestykkerne i dejen samt saft og skal fra appelsinen.
Kom det hele i et smurt ovnfast fad og drys med mandelflager. Bag kagen i 30-40 min. ved 175 grader på midterste ovnrille.
Kagen kan spises kold eller lun med f.eks. cremefraiche blandet med lidt vaniljesukker.

/ Velbekomme

Brug æblerne

image

Jeg har i dag fået en stor pose, med lækre efterårsæbler, med hjem fra mine forældres have. Det er i øjeblikket højsæson for æbler og de af Jer der har et æbletræ i haven ved hvordan ens græsplane hurtigt bugner med spiseklar og saftige æbler. De store mængder æbler forårsager ofte, at mange af dem ender med at gå til spilde og rådne op på græsplænen. Selvom du ikke har købt æblerne i supermarkedet er det vel madspild alligevel? - I hvert fald er det mad, der udemærket kunne have været spist.

Mine forældre har to gamle æbletræer og det er derfor fantastisk, at kunne gå ud i deres have og samle spande fyldt med lækre smagfulde æbler.
Jeg puttede alle æblerne i juicemaskinen, da jeg kom hjem, og fik to kander med lækker æblesaft ud af dagens høst!

BRUG DIT ÆBLE
  • I madlavningen.
  • I desserter.
  • Til gammeldags æblekage.
  • I en æbletærte.
  • I chutney.
  • Lav en lækker æblemarmelade.
  • Lav tørrede æbleringe.
  • I chutney.
  • Lav æblesmør.
  • Bag/steg dem.

Gulerodshummus


image

INGREDIENSER

1 tsk. knust spidskommen
1 tsk. stødt koriander
6 spsk. olie
1 tsk. akaciehonning
500 g skrællet gulerod
3 fed hvidløg
Saft af 1/2 citron
Saft af 1 appelsin
3 spsk. peanutbutter
Salt
Peber 

FREMGANGSMÅDE

Gulerødderne skrælles og skæres i stykker af ca. 2x2 cm.

Spidskommen, koriander, akaciehonning og olivenolie røres sammen. Gulerødderne vendes i blandingen og placeres på en bageplade.

Kom gulerødderne i ovnen ved 180 grader i ca. 30 min. Gulerødder skal være møre og have taget farve.

Afkøl gulerødderne og blend gulerødderne med en stavblender sammen med hvidløg, citronsaft, appelsinsaft, peanutbutter og smag til med salt og peber.

/ Velbekomme

"Mindst holdbar til" & "Sidste anvendelsesdato"

image

Ifølge FDB ved 50 % af os danskere ikke hvad mærkningerne ”mindst holdbar til” og ”sidste anvendelses dato” betyder. Jeg har derfor skrevet lidt om, hvordan de to mærkninger skal forstås.

Mindst holdbar til fortæller os, at varen er bedst før den angivne dato, men sagtens kan spises eller drikkes efter denne dato uden at være sundhedsskadelig. Mærkningen fortæller derfor ikke, hvor længe varen er i orden og kan spises.

Man skal dog huske at skelne mellem, om det er et åbent eller uåbent produkt, der har overskredet mindst holdbar til datoen. Hvis produktet stadig er uåbnet, vil der meget sjældent være nogle sundhedsskadelige konsekvenser. I åben tilstand kan der opstå smagsforandringer og uønsket vækst af skimmelsvampe eller bakterier.

Lugt, smag og se på maden, før den kasseres. Det er som forbruger nødvendigt at stole på sin egen fornemmelse og bruge sin sunde fornuft.

Sidste anvendelsesdato betyder, at du ikke må spise fødevaren efter denne dato. Det kan være sundhedsskadeligt for dig, at spise fisk eller kød, der har overskredet sidste anvendelsesdato. Det skyldes en vækst af sygdomsfremkaldende bakterier.

Skrevet for Samvirke, se artiklen lige HER.

Nudging


image


Nudging er en nyere tendens indenfor bl.a. sundhedsområdet, der handler om blidt at skubbe/puffe forbrugeren til f.eks. at handle sundere ind. Et væsentligt element er, at du som forbruger frit skal kunne vælge hvad du køber. Målet er at gøre det sunde valg, til det lette valg, uden at indskrænke dine valgmuligheder gennem forbud eller prisforskelle.

Et nudge kan eksempelvis være at omrokere maden på buffeten i en kantine således, at de sunde retter er lettilgængelige og i øjenhøjde, mens de mindre sunde placeres sidst på buffeten, hvor tallerknen ofte er godt fyldt. På den måde opstilles der nogle rammer, som gør det nemmere for brugeren af kantinen, at ændre adfærd og vælge sundt, dog uden at blive frataget muligheden for at vælge præcis som de plejer.

I den kommende uge vil indbyggerne på Bornholm blive nudget til at tage nogle sundere valg under deres daglige indkøb i det lokale supermarked.
I seks supermarkeder i Nexø, Hasle og Allinge-Sandvig vil man have flyttet cola, slik og andre usunde varer fra deres normale lokkende positioner midt på gulvet og ud i hjørnerne.
I stedet vil kunderne på deres vej rundt i butikken oftere støde på fristende frugt og grønt og i Netto i Allinge vil de sunde varer osgå være momsfrie.

Læs mere HER.

Svensk krebsegilde

image

Svensk ødegårdsidyl

image



Jeg har nydt sommervejret i mit absolut favorit get-away-sted i Sverige - min kærestes families ødegård! Tiden er blevet brugt på at samle kantareller og plukke sæsonens sidste vilde blåbær og hindbær.

For Resten Danmark




















Forbrugerrådet, Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer har udarbejdet kampagnen "For Resten Danmark." Kampagnen vil hen over sommeren bestå af en reste-mobilapp, en støttesang for resterne, gode råd omkring anvendelse af rester og et restegilde d. 9. september 2012.

Kampagnen er igangsat på baggrund af al den mad vi dagligt smider i skraldespanden, som kunne have været endt på spisebordet. I alt smider vi danskere 237.000 tons mad ud årligt. Det viser tal fra Landbrug & Fødevarer. 
Desuden viser tal fra Miljøstyrelsen, at en almindelig dansk familie (mor, far og 1-2 børn) beboende i et ét-familiehus smider 105 kilo god spiselig mad ud pr. år. Omregnet til kroner og ører smider en gennemsnitsfamilie mad ud for 10.000 kr. om året.

Se meget mere på: http://forresten.taenk.dk

Kogte krabbeklør

Jeg er netop gået i gang med at koge 5 kg krabbeklør. Det er kløer fra danske taskekrabber, som jeg har købt hos min lokale fiskehandler.
Taskekrabberne har sæson fra april til november, men krabbekløer fås hele året. 

image

INGREDIENSER

5 kg krabbeklør
Ca. 2 spsk sorte peberkorn
1 håndfuld salt
2 bundter frisk persille
Ca. 6 fed hvidløg
3 løg 

TILBEREDNING

Krabbeklørene kommes i en gryde og dækkes med vand.

Persillen skylles, løgene pilles og skæres i store stykker og hvidløgene skæres i grove stykker. Persille, løg og hvidløg kommes i gryden sammen med salt og peberkorn.

Klørene koges i 5 min. og køles efterfølgende af i lagen. Derefter sættes de i køleskabet, hvor de hviler i lagen natten over.

TILBEHØR

Aioli og et lækkert brød.

/ Velbekomme

14 hurtige ideer, der kan give dine kedelige rester nyt liv

  • Chili con carne kan blive til lækre empanadas.
  • Bolognaise kan blive til lasagne, fyld på din pizza eller bages i ovnen som fyld i en udhulet squash eller peberfrugt.
  • Stegen kan blive til sandwichfyld eller rustik carpaccio.
  • Aftenens gryderet kan blive til fyld i lækre pirogger.
  • Kylling i karry kan bruges som fyld i samosas.
  • Kogt fisk kan blive til lækre fiskefrikadeller.
  • Rugbrød kan skæres i tynde stænger, ristes og spises med en lækker avocadodip eller blive til sprøde croutoner på toppen af din salat.
  • Daggammelt brød kan blive til lækre bruschetta med tomat, hvidløg og olivenolie.
  • En rest af pastaskruer kan bruges til macaroni & cheese med et twist af porre eller fennikel.
  • Ris kan steges med æg, soja, grøntsager eller bruges i en lækker grøn rissalat.
  • Couscous og bulgur kan bruges i en dejlig tabouleh salat med masser af mynte, nødder, tomat og agurk.
  • En lille rest salat kan syltes i eddike med sukker og blive til lækre salat pickles.
  • Rodfrugter kan blendes til en cremet suppe eller mos.
  • Kødet fra en friskpresset juice kan få nyt liv i en kødsovs, i bolledejen eller i karrysovsen. Husk at fjerne kernehuset, inden du presser juicen.

Sund sesam snack

Igår havde jeg nogle veninder på besøg og havde derfor lavet disse raw-kugler til kaffen. 

image

INGREDIENSER

5 dl cashewnødder
5 dl dadler
1 tsk kanel
Korn fra 1 vaniljestang
1 knivspids kardemomme
1 knivspids sort peber
Saft fra 1 appelsin
Skal af 1 appelsin
3 spsk kakaopulver
Ca. 2 dl sesamfrø

FREMGANGSMÅDE

Nødder, dadler og krydderier blendes.

Appelsinskal- og saft samt kakaopulver tilsættes og blendes indtil det samler sig til en masse.

Massen trilles til små kugler og rulles i sesamfrø.

Kuglerne opbevares efterfølgende i en dåse i køleskabet.

/ Velbekomme

Holdbarhed

Vi kender alle til de tørre og kedelige rugbrødsskiver, der ligger tilbage i posen, når der er gået et par uger. Men kan vi spise dem eller hvad? Her kan du få gode råd til, hvad du kan spise, selvom datoen er overskredet for mindst holdbar til.

MÆLK
Mælk i uåbnet tilstand: Du kan sagtens drikke mælken efter mindst holdbar til. Inden mælken lander i supermarkedets køledisk varmebehandles den ved hjælp af pasteurisering, så alle sygdomsfremkaldende bakterier dræbes. Der vil derfor ikke være bakterier tilstede i en uåbnet mælk, selv om den drikkes efter mindst holdbar til. Du skal dog stadig være opmærksom på mælkens friskhed.
Mælk der har været åben: En åben karton med mælk kan stadig drikkes efter mindst holdbar til. Men du skal bruge din sunde fornuft og se på den og lugte til den, hvis du er i tvivl. Der vil usandsynligt sjældent være nogle sundhedsmæssige konsekvenser ved at drikke mælken, andet end at den vil smage grimt. 

RUGBRØD
Rugbrød kan sagtens holde sig længere end mindst holdbar til. Det kan dog med tiden blive tørt og kedeligt, og hvis det rammes af skimmelsvamp, skal det straks smides ud.
Det kan være en fordel at opbevare dit rugbrød i køleskabet. Her holder brødet sig friskt længere og dannelsen af skimmelsvampe nedsættes.

OST
Den hårde skæreost tilføres nemt skimmelsvampespore, når den tages ud og ind af køleskabet, og når vi rører ved den med vores hænder. Skimmelsvampen kan indeholde de giftige mykotoksiner, og osten skal derfor smides ud, hvis den rammes af skimmelsvamp.


Skimmelostene camembert og brie må gerne spises efter mindst holdbar til. Ostens overflade indeholder bevidst dyrkede skimmelsvampe. Disse er lovlige at anvende, da man er sikker på, at der ikke er giftige mykotoksiner i dem. Skimmelsvampen fordærves på overfladen af osten og gør med tiden osten blødere og mere stærk i smagen.

Skrevet for Samvirke: http://samvirke.dk/mad/raad-og-tips/kan-sagtens-spise-ketchup-rugbroed-mindst-holdbar.html

Den rynkede agurk og alle dens venner

Har dine fødevarer ændret udseende, kan det være en god huskeregel, at tilberede dem i stedet for at spise dem rå. På den måde kommer smagen i fokus i stedet for konsistensen. Eksempelvis har en rynket peberfrugt en mere koncentreret smag, og kan med fordel bruges i alle gryderetter.

Nedenfor finder du en række nemme tips til, hvordan du kan omdanne din knapt så friske frugt og grønt til livlige og lækre retter.

  • En overmoden tomat kan komme med i kødsovsen eller i suppen.
  • En blød rynket agurk kan rives, blandes med drænet græsk yoghurt og presset hvidløg og blive til en lækker tzatziki.
  • Et par bløde gulerødder kan snittes, hældes i kagedejen og blive til en lækker gulerodskage.
  • Et stødt æble kan komme en tur i saftpresseren sammen med lidt gulerødder, citronsaft og en rødbede eller bruges i din langtidshævede bolledej.
  • En slatten porre kan skæres i strimler og give lidt ekstra smag i den klassiske macaroni & cheese.
  • En meget moden banan kan moses og blive til lækre choko/banan-muffins eller ryge med i morgenens frugtsmoothie. Hvis du har mange, kan du skære dem i stykker og fryse dem ned. Så kan du tage et stykke ud, hver gang du skal lave en smoothie.
  • En rynket peberfrugt kan bages i ovnen med feta og krydderier eller skæres i strimler og blive til tærtefyld.
  • En slatten asparges kan snittes og blive til lækkert fyld i en svampe-risotto.

Skrevet for Samvirke 28 dec. 2011, se artiklen lige HER.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...