torsdag den 22. august 2013

Det vietnamesiske køkken


Efter at have rejst rundt i smukke og smagfulde Vietnam i 5 fantastisk uger har jeg et hav af lækre madbilleder liggende på min computer og alt for mange ideer i mit hoved til indlæg her på bloggen. Indlæggene kommer derfor løbende til at dukke op i forskellige kategorier og det første bliver en lille introduktion til landets overordnede madkultur.


Hovedingredienserne i det vietnamesiske køkken er fiskesauce, citrongræs, lime, chili, hvidløg og krydderier som kanel og anis, men vigtigst af alt: friske råvarer og et væld af smukke og smagfulde friske urter.


De daglige måltider bliver af vietnameserne typisk indtaget i byerne små gadekøkkener, hvor du sidder på små farvestrålende plasticstole ved små plasticborde på størrelse med danske børnemøbler. Der er på disse steder sjældent et menukort og hvis der er, står det oftest kun på vietnamesisk, men selvom du ikke altid ved helt præcis hvad du spiser, er disse madoplevelser helt fantastiske. 


Landet har også en helt fantastisk markedskultur, hvor du fra tidlig morgen kan købe friskfangede kæmpeblæksprutter, krabber, helstegte hunde, levende kyllinger og gæs, indmad, eksotiske frugter og farverige grøntsager og urter.

Retterne i det vietnamesiske køkken er typisk meget lette. De er ofte små, tilberedes med lidt fedtstof og indeholder begrænsede mængder af kød, som oftest er kylling eller magert svinekød. Denne madkultur er uden tvivl medvirkende til, at Vietnam indtil videre er blandt de lande i verden med det laveste antal overvægtige. – Men den vestlige verdens madkultur er dog også langsomt ved at gøre sit indtog i landet. Den første Starbucks åbnede i februar måned i Ho Chi Minh City og i år 2014 bliver McDonald's den første amerikanske burgerkæde i landet og fastfoodkæder som Subway, Kentucky Fried Chicken og Pizza Hut er allerede til stede på det vietnamesiske madmarked.


Da Vietnam tidligere har været en fransk koloni, har dette også haft en stor indflydelse på deres køkken. Blandt andet har lyse baguettes vundet stor indpas og storbyerne Hanoi og Ho Chi Minh byder på restauranter, der enten specialiserer sig i fransk madlavning eller laver fusionskøkken mellem det franske og vietnamesiske køkken.

Vietnam kan inddeles i tre forskellige regioner med hvert sit klima og køkken:

NORD

I den nordlige del af landet, hvor hovedstaden Hanoi ligger, dominerer salt smagen i kraft af brugen af soja og østerssauce.


CENTRUM

I den centrale del af landet, hvor den gamle kongeby Hué er hovedbyen, besværliggør klimaet dyrkning af grøntsager. Her er der meget tørt fra oktober til marts og under regntiden kæmper denne del af landet med store oversvømmelser grundet tyfoner. I det centrale køkken krydres retterne typisk med citrongræs, gurkemeje og karryblade.


SYD


I den tropiske og sydlige del af landet er den vestlige og pulserende storby Ho Chi Minh hovedbyen. I denne del af landet er retterne typisk meget søde og de vigtigste ingredienser er derfor sukker og kokos samt fiskesauce, der fungerer som erstatning for salt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...