fredag den 25. juli 2014

ØsterGro: urban farming på toppen af Østerbro


Et tag fyldt med grøntsager, blomster, bier, høns og en stærk fællesskabsfølelse samt workshops, middage og økologiske markeder. - Det er visionen bag bylandbruget ØsterGro, der ligger på taget af "Nellemann huset" i Æbeløgade 4 midt i Østerbros nye klimakvarter.

Taget er 600 kvadratmeter stort og lige nu bugner det med de lækreste og smukkeste sommergrøntsager. Min kæreste og jeg var forbi ØsterGro her til formiddag, da vi håber på, at kunne blive medlemmer næste sæson. Vi blev mødt med åbne arme af én af de tre initiativtagere bag projektet, Livia, der passioneret fortalte om projektets nylige opstart og deres fremtidige visioner.   

Et projekt som dette er i mine øjne helt fantastisk og en oplagt mulighed for at forene land og by. Især børn, der er vokset op i byen, har knapt så meget viden om, hvordan vi dyrker og producerer vores fødevarer. Kommunikationen foregår typisk mellem landbrug og supermarked og ikke mellem landmanden og forbrugeren. Dette problem kan initiativer som ØsterGro være med til at afhjælpe, ved at give både kvarterets store og små beboere mulighed for, at følge grøntsagernes vej fra jord til bord.



Du kan læse mere om byhaven på ØsterGro's Facebook-side HER.

tirsdag den 15. juli 2014

Anbefaling til en madnørd

SENGELÆSNING FOR MADELSKERE, Claus Ib Olsen

Denne lille bog af Claus Ib Olsen er en anderledes madbog. Der er ikke en eneste opskrift, men til gengæld præsenteres et væld af små kapitler om mad og måltider, om madtraditioner og gastronomi både herhjemme og i andre lande, og Claus Ib Olsen beskriver herigennem udviklingen af vores madkultur og den danske madhistorie.



Det er altså ikke endnu en kogebog, men en bog, som man kan hygge sig med i lænestolen eller sengen. Jeg fik den i julegave sidste år og for en madnørd som mig gik der ikke mange dage før jeg havde læst den.


Bogen beskriver forskellige indgange til vores samvær omkring spisebordet, - mormors fadebur, dåsemad, Statens Husholdningsråd, bordbøn, kartofler, skueretter, smør og margarine, pasta, bestik, grød og meget mere.

- Og samlingspunktet for alt dette er jo typisk spisebordet. Ifølge bogen kom dugen på bordet i løbet af 1400-tallet, men kun i de mere velhavende hjem, og dugen blev derfor et udtryk for familiens sociale og økonomiske position. Herudover beskriver bogen hvordan man langt op i tiden spiste med fingrene, men at dette mønster ændrede sig i slutningen af 1600-tallet, hvor bestikket indfandt sig.

De stigende rejser til udlandet har ifølge bogen også præget vores madvaner. Tomatsuppen blev til kold gazpacho efter rejsen til Mallorca, og spaghettien blev til pasta, når vi vendte hjem fra Italien og på den måde beskrives madtendenser og måltidets udvikling igennem små historier i bogen.

// God læselyst!

mandag den 14. juli 2014

Kogebogsinspiration fra Asien og Mellemøsten

Min sommerferie er for alvor skudt i gang og jeg har dermed masser af tid til at fordybe mig i lækre kogebøger og lade mig inspirere til at lave nye retter.


Sidste sommer rejste min kæreste og jeg fem uger til Vietnam og jeg har derfor fundet Ahn Lês kogebog "LêLês gadekøkken" frem fra gemmerne. Herudover har jeg rejst i Israel af tre omgange og blandt andet boet i Kibbutz Ein Shemer i det centrale Israel i en måned. Her fik jeg for alvor øjnene op for det fantastiske mellemøstlige køkken, og jeg blev derfor vældig glad da jeg for nylig fik Yotam Ottolenghi og Sami Tamimis nye kogebog "Jerusalem" foræret.

Middag i et lille gadekøkken, i byen Can Tho, 
i det sydlige Vietnam. 

Frokost i Jerusalems gamle bydel.

JERUSALEM, Yotam Ottolenghi & Sami Tamimi

I "Jerusalem" får du et indblik i det traditionelle mellemøstlige køkken og moderne versioner af kendte klassikere, lokale specialiteter og nye retter inspireret af Jerusalems alsidighed. Kogebogen indeholder bl.a. opskrifter på hummus, madbrød, falafel, tabouleh, risotto og shawarma, men du finder også et hav af spændende, eksotiske salater, lam i mange versioner og desserter.
Det er sådan en bog man kan sætte sig ned og læse fra ende til anden, med smukt illustrerede fotos, både af den delikate og indbydende mad, samt stemninger fra hverdagslivet i det farverige Jerusalem.




Vennerne - den jødiske Ottolenghi og den palæstinensiske Tamimi - skriver med stor passion og kærlighed om deres fælles og alligevel separate barndom i deres begges hjemby - det spraglede, mangfoldige og internationale Jerusalem. Bogen er en rejse ind i byen og dens rige og varierede køkken, dens smage og dens dufte. 





Du kan læse om mine egne madoplevelser i Israel HER
LÊLÊS GADEKØKKEN, Anh Lê

Denne kogebog er ikke ny, 1. oplag udkom allerede i 2008, men det var først sidste sommer efter min rejse til Vietnam, at jeg fik øjnene op for den - og jeg blev bestemt positivt overrasket. Bogen er meget inspirerende og bedst af alt vækker det skønne minder fra vores rejse, hver gang jeg laver en af de lækre opskrifter fra bogen! - Goi cuon (friske frårsruller) og Pho bo (Vietnamesisk national oksekødssuppe) er især blandt favoritterne herhjemme.


Bogen er fyldt med lækre retter - bl.a. friske forårsruller, sprøde wontons, krydrede supper, salater, grill- og nudelretter, eksotiske desserter samt forfriskende cocktails og softdrinks.
Herudover rummer bogen Anh Lês familiehistorie samt fortællingen om  hvordan LêLê blev etableret. Anh’s mormor forlod sin utro mand og overklasselivet i Nordvietnam for at drage sydpå til Saigon, hvor hun åbnede et gadekøkken. 
Efter Vietnamkrigen bestemte Ahn's far sig for at flygte og 3. gang lykkedes det.
 Anh og hendes fire brødre åbnede i 2003 restauranten LêLê i København.




De fleste af opskrifterne kræver god tid og lidt forberedelse, men så er du til gengæld også sikret et smagsbomardement med masser af grønt. De fleste råvarer kan du efterhånden købe i større  supermarkeder eller hos én af københavns mange asiatiske grønthandlere.



Du kan læse meget mere om mine vietnamesiske madoplevelser HERHER og HER.

søndag den 13. juli 2014

Sommerlæsning

Hvad skal du læse i parken, på terrassen, ved poolen, i flyveren, på altanen, i sommerhuset, på båden eller ved stranden denne sommer? Jeg har tre spændende bøger liggende på mit natbord, som jeg glæder mig til at gå på opdagelse i - Foodie af Marie Holm, Den hemmelige kok af Mats-Eric Nilsson og Børn som spiser for lidt - Forståelse og nye redskaber af Dorte Bordal. Jeg har allerede smugkigget lidt i dem alle og har i det følgende skrevet en lille introduktion til dem.


FOODIE, Marie Holm


Foodie er en noget anderledes bog om mad. Den består af essays om modefænomener indenfor mad og drikke og opskrifter der matcher disse. I bogen beskriver Marie Holm hvad hun mener en foodie er for en størrelse. - "En foodie er (i følge Marie Holm) en madelsker. En, der ikke har de klassiske kokke-skills, men som forsøger at lure de største trends, kopiere de nyeste tricks og forfølge de stærkeste tendenser i eget køkken". Herudover dykker Marie Holm ned i alt det, hun synes rykker indenfor madmoden lige nu, herunder lakrids, chokolade, sort kaffe, naturvin, tatar, kirsebærvin, brød, fedt, indmad, macarons, budding og meget mere.  




Jeg har allerede læst de første kapitler af bogen og synes den er virkelig underholdende, samtidig med at den er lærerig og fyldt med gode tips til både mad- og drikkeoplevelser - herunder aeropress-kaffe hos The Coffee Collective, et godt brød hos Nordisk Brødhus, tatar hos MANFREDS og vin og pølser fra Slagter Svendsen. Bogen er spækket med fine billeder, der sprudler af madglæde, den er meget personlig og bedst af alt, så bryder den med den normale kogesbogsgenre. Jeg glæder mig til, at læse videre i den!



DEN HEMMELIGE KOK, Mats-Eric Nilsson


Hvad indeholder de fødevarer vi dagligt sætter tænderne i og hvordan er de produkter, der fylder supermarkedernes hylder, blevet fremstillet? De spørgsmål har Mats-Eric Nilsson sat sig for at besvare i bogen "Den hemmelige kok". 

I forordet beskriver Mats-Eric Nilsson blandt andet, hvordan han ved et tilfælde fandt ud af, at den pistacie-is han nød en sommerdag, var fyldt med E-numre og spinat! Denne opdagelse og efterfølgende undren har ført ham ud i en større undersøgelse af produkters varedeklarationer og hvad der i virkeligheden gemmer sig bag de mange E-numre og tilsætningsstoffer der er tilsat vores fødevarer. Mats-Eric Nilsson forsøger dermed, at ruske lidt op i os forbrugere, da vi efterhånden tilsyneladende finder os i at spise hvad som helst og ikke stiller spørgsmål ved noget. Dette er typisk på grund af uvidenhed, for hvem kan rent faktisk huske de 300 tilsætningsstoffer, som er tilladt i EU og hvad deres betydning er? Så hvis du går bare lidt op i mad og det du putter i munden, så tror jeg bestemt, at denne bog vil være interessant læsning.

BØRN SOM SPISER FOR LIDT, Dorte Bordal


Den sidste bog som jeg vil kaste mig over denne sommer, er en anelse mere niche-præget, da den primært henvender sig til forældre, der har et barn med spisevanskeligheder samt til professionelle, som kommer i berøring med børn og familier.

Dorte Bordal ønsker med denne bog, at formidle indsigt i relationen mellem barnet og dets forældre. "Børn som spiser for lidt" handler derfor ikke direkte om mad, men om hvad der sker i relationerne i familien. Bogen forsøger derfor, at beskrive de psykologiske mekanismer, der er på spil, når et barn spiser for lidt. 
Bogen har et rigtig fint og læsevenligt layout og dens mange fine case-historier, gør problemstillingen mere levende og lettere at forholde sig til. Derudover indeholder bogen en vejledning i, hvordan du kan kortlægge din egen familiesituation, og hvorledes du og din familie sammen kan handle anderledes, hvis dit barn spiser for lidt. Jeg glæder mig meget til, at dykke ned i emnet - både som kommende mor, men også som fagligt interesseret.

Har du mon allerede læst en eller flere af de nævnte bøger, så skriv endelig hvad du synes om dem? Smid også gerne en kommentar, hvis du for nylig har læst andre madbøger som du kan anbefale. 

// God læselyst og god sommer!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...